Mere om Hva nu Abdu

 
Uddrag  xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx
 
 
Ved aftens-maden stak han til maden. Han mærkede morens blik.
“Er der noget i vejen?” spurgte hun.
Han rystede på hovedet.
“Hvad skulle det være?” sagde han så ligegyldigt som muligt.
“Du plejer da at være glad for falafel…”
Åh, den familie! Kunne han da ikke få lov at være lidt i fred?
“Du har måske kæreste-sorger?” spurgte Amina nævenyttigt. For fanden, han kunne have kværket hende!
“Pas dig selv!” Han langede ud efter hende, men hun nåede at dukke sig.
Faren løftede blikket og så bestemt på dem. Det var nok til, at der kom ro. Ali skovlede maden ind uden at tage hensyn til sine søskendes skænderier.
Abdu hjalp med at tage ud af bordet. Faren havde sat sig ind i stuen, men med ét stod han i døren til køkkenet. “Jeg vil tale med dig,” sagde han alvorligt og så på ham.
Abdu vidste, hvad der ville komme. Faren pegede på stolen over for sin egen, rømmede sig og satte sig tungt.
Han rømmede sig igen, som han gjorde, når der var noget vigtigt, han ville sige.
“ Ser du, Abdu, selv om vi bor i Danmark, skal du ikke regne med at få en dansk kæreste.”
Abdu var irriteret, bare fordi den lillesøster skulle blande sig.
“Men … det er ikke … “begyndte han.
-“Sysh,” sagde faren, “ jeg er ikke færdig. Engang skal du giftes med en pige, eller rettere en kvinde fra dit eget land.” Han lød så underlig højtidelig. “Ja, der er ikke fundet et passende parti til dig endnu… men…”
“Jeg skal vel have en uddannelse først,” sagde Abdu spagt og tænkte, at det her kom faren nu ikke til at bestemme!
“Selvfølgelig, der er masser af tid. Men du skal vente, og det duer ikke med kærester, inden du skal giftes, du skal være ren.”
Abdu nikkede og håbede, at ene-talen og belæringerne var slut - for denne gang. Han skulle nok selv finde ud af sit liv. Han var lige fyldt 18 - og så måtte han jo selv bestemme. Han var personlig myndig efter dansk lov, men det var ikke sådan, faren opfattede det. Og han havde ikke lyst til at gå ind i en diskussion med ham. Den kunne tids-nok komme.
Moren kom ind og så fra den ene til den anden. Amina tog trappen i spring op til sit værelse. Åh, han kunne have banket hende!
“ Jeg har lavet te,” sagde moren og bar bakken med de fine, små glas-kopper ind og satte dem på bordet. I en lille skål var der dadler og rosiner. Der var også et glas til ham, så han. Han ville meget hellere have været oppe på sit værelse end drikke te med dem, men nu var han nødt til det. Fordi han var den ældste søn, forventede de sig noget særligt af ham - det vidste han jo godt, men …
 
 
6

Da han gik ovenpå, følte han, at benene var tunge som bly. Han brasede ind på Aminas værelse. Hun lå på sengen og læste.
“Små slag,” sagde hun og så op fra bogen.
Han satte sig i stolen, der stod ved hendes computer-bord. Han havde tænkt sig at banke hende, men trangen var ligesom sivet ud af ham.
“Var det særlig fucking smart, det du sagde?” spurgte han og strakte benene ud foran sig.
“Hvad?”
“Ja, hvad tror du? Kæreste-sorger!”
“Nåe… det var da bare for sjov.”
“Tror du, far syntes det?”
“Var du til samtale?” Hun vrængede lidt af ordet.
Han nikkede.
“Åh, de er så gammeldags!”
“Netop derfor skulle du tænke over, hvad du siger.”
Hun sagde ikke noget, og øjnene fandt tilbage til det sted i bogen, hun var kommet til.
“Hvordan går det med dit bare-ben-projekt?”
Hun smilede. “Det er jo ikke så varmt endnu.”
“Det er dit held.” Han rejste sig og smækkede døren efter sig.
Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901