Mere om mig og min far

 
Vi har stængerne ude, men der sker ikke rigtig noget. Kaffen og colaerne er drukket. Maden er spist. Det trækker sammen over os, og det er også begyndt at blæse. Det er ved at være kedeligt, hvis jeg skal sige min mening. Ingen fisk på krogen. Men far synes vist ikke, det er kedeligt.
”Nå, men…” begynder jeg og ville spørge, om ikke det var på tide at vende hjemad. Men så har far fået bid. Snøren strammes til.
”Så for pokker…” siger han og står med spredte ben i båden for at holde balancen. Båden vipper fare-truende. Jeg prøver at balancere og finde lige-vægt med min krop. Jeg har sat årerne fast.
”Det må være en kæmpe,” siger far og bruger alle sine kræfter for at holde snøren. ”Hjælp mig!” råber han. Jeg støtter ham bag-fra og kan mærke, at jeg har flere kræfter end han.

Det er begyndt at regne. Regnen styrter ned, og man kan ikke se en hånd for sig. Regnen gør én kold med det samme - måske var jeg kold før, men nu mærker jeg det for alvor. Hvad skal vi også på den sø - i det vejr? I stedet for at sidde ved ovnen med god ild og varme… hans tåbelige ide.

Måske hiver vi for hårdt, for pludselig sker der noget! Enten har fisken sluppet sit tag, eller snøren er knækket… i hvert fald falder vi begge bag-over i båden.
Båden gynger helt vildt. Bølgerne er enormt store og er lige ud for rælingen. Jeg slår hovedet mod en af tofterne, det gør fandens ondt. Far falder oven i mig. Han rejser sig hurtigt for at få fat i fiske-stangen. Jeg ved, den har kostet en formue.
Da han griber ud efter den, ryger han over bord. Der lyder et kæmpe-plask. Båden gynger fra side til side. Vil den tippe helt rundt? Jeg holder så fast, jeg kan for ikke at falde over-bord. Mine fingre bliver hvide, og hovedet gør ondt.
Men far? Jeg hører ham gispe og gurgle, så forsvinder han under vandet.
Først må jeg have båden i balance - få den i ro. Men blæsten gør, at det er svært. Så skal jeg have fat i far.
Men hvor er han? Med ét dukker han op, men er allerede kommet et stykke væk fra båden.
Han forsøger at svømme hen imod mig, men båden fjerner sig for hurtigt.
Jeg får fat i årerne og prøver at vende båden. Endelig lykkes det, og jeg ror hen til ham, så hurtigt jeg kan. Men nu forsvinder han under vandet. Det tager for lang tid. Pludselig kan han være helt væk! Jeg må gøre årerne fast og springe i efter ham og få ham op.
Endnu et stort plask og jeg tager store svømme-tag. Jeg fikserer mine øjne på vand-over-fladen. Bølgerne er alt for høje, men jeg må kunne se hans hoved, når det dukker op. Jeg må have ham tilbage til båden. Han må ikke dykke ned igen.

Jeg sluger en masse vand og hoster. Hvor er far? Jeg kalder: ”Far!”
Og der er han. Med hurtige tag er jeg henne hos ham og får fat i hans krave, inden han dykker under vandet igen. Han hoster og sprutter.
 
 
 
Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901