Mere om Den sommer i Peshawar

 
Uddrag af teksten
fra bogen
Den sommer i Peshawar
xxxxxxxxxxxxxxx  
 
Uddrag af Arizos historie:

Det var tit, når han endelig var kommet hjem, måske efter at have været væk i flere dage, at telefonen ringede, og han skulle af sted igen. Han var med til at bekæmpe taleban.
Når jeg tænker på, hvordan det var dengang, får jeg gåsehud. Taleban dræbte folk uden grund - og de lagde bomber på steder, vi ikke vidste. Der var ingen ro, ingen stabilitet. Vi frygtede taleban.
Vi mistede håbet om, at det nogensinde ville blive bedre.
Vi levede i konstant frygt og mange gav ligesom op - hvad kunne det hjælpe?
Min mand var bange for, at han ikke kom hjem igen, når han sagde farvel. Jeg kunne mærke hans frygt, når han knugede mig ind til sig, eller når han så på børnene. Som om han ville indprente sig deres træk i sin hukommelse.
Der var så mange, der blev dræbt - han kunne nemt blive en af dem. Det kunne vi alle, men han var selvfølgelig mere udsat med det arbejde, han havde.


Mange gange måtte vi flygte fra vores hjem, fordi taleban kom.
På lang afstand kunne vi høre, når bomberne faldt. Vi hørte også skudsalver, når de kom nærmere og vidste, at nu var de på vej. Dem, der først havde hørt det, løb ind til byen og fortalte os, at taleban var i nærheden.
Børnene kendte også lyden af bomberne, og når flyene fløj lavt hen over vores landsby, holdt de sig for ørerne og gemte sig. De græd, når bomberne faldt og var rædselsslagne - og det var derfor vigtigt, at vi voksne bevarede roen. For nu handlede det om at være praktisk, få tingene pakket sammen og komme af sted i en fart. Alting blev hektisk, nu skulle det gå stærkt, der var ingen tid at spilde.
Jeg havde altid tøj liggende parat i et klæde lige til at samle, så vi hurtigt kunne komme derfra.
En af de sidste gange, vi flygtede, var min mand ikke kommet hjem, og jeg vidste ikke, hvor han var.
Jeg havde fem børn på det tidspunkt og var gravid.



Uddrag af Cathrines fortælling:

Vi fik en datter, men en dag blev hun meget dårlig og fik høj feber. Måske havde hun meningitis, jeg ved det ikke. Min mand var på arbejde, han var ved militæret. Jeg tog hende med til lægen, fik hende undersøgt og fik også nogle piller, jeg skulle give hende. Man kunne kun blive indlagt, hvis man kunne betale, og jeg havde ikke penge nok.
Jeg tror, der gik det meste af en uge, uden at hun fik det bedre. Hun var sløv og smågræd, ville ikke spise noget. Jeg tog hende op og gik rundt med hende, hun var brændende varm. Når jeg prøvede at give hende lidt at drikke, vendte hun ansigtet væk. Tiden var gået i stå - jeg vidste ikke om det var dag eller nat.
Som dagene gik, holdt hun op med at græde og var alt for stille, jeg savnede ligefrem, at hun græd, der var for stille i min stue.
Jeg følte mig helt alene i verden. Min mand var ikke kommet hjem, og jeg kunne ikke få fat i ham, for jeg vidste ikke, hvor han var.
Havde jeg gjort noget forkert? Var jeg en dårlig mor, når mit barn var så sygt, og jeg ikke kunne gøre noget for hende?
Jeg bar rundt på hende, men kunne efterhånden ikke få kontakt med hende. Jeg vuggede hende kraftigere for at få liv i hende, jeg prøvede at synge lidt, men stemmen blev til gråd.
Solen gik ned og blev afløst af mørket og de lyde, der hørte aftnen og natten til, men jeg opdagede det ikke.
Hun forsvandt mere og mere for mig, alligevel blev jeg ved med at bære hende. Fra at have været alt for varm, med blussende kinder og blanke øjne, opdagede jeg med ét, at hun var blevet kold. Jeg ville ikke se virkeligheden i øjnene, så jeg fandt et tæppe og kom omkring hende, ville varme den lille, kolde krop.
Et sted i nærheden blev der holdt fest med for megen øl og råben, men det vedkom ikke mig.

Jeg lagde hende omsider i sin seng og satte mig ved siden af og så på hende, men var helt i trance. Det blev lyst, og min mand var stadig ikke kommet hjem.
Solen stod ind ad vinduet, men hun vågnede ikke op og så på mig og smilede, som hun plejede.
Jeg måtte se i øjnene, at hun var død og rørte ved hendes kolde hud, der var begyndt at skifte farve.

Jeg havde ikke mange penge, men fik hjælp til at betale begravelsen af militæret, fordi min mand var ansat der. Han var stadig ikke kommet hjem og var derfor heller ikke med til begravelsen.

Jeg stod alene med problemet og vidste ikke på det tidspunkt, at det ville jeg komme til mange gange senere i mit liv.
I dag tænker jeg: sådan er livet - den slags ting sker, men dengang forsvandt jorden under mig.



Uddrag af Sarahs fortælling:


Min mor sagde en dag, at hun håbede, min far kom hjem fra arbejdet ude i plantagen. Hun vidste, at israelerne var efter ham. Og vi vidste det - men jeg ville ikke tænke på det!
Samme nat vågnede jeg med et sæt: hvad er det, der sker?
Der var høje lyde - hvad var det? Jeg kiggede ud af vinduet og så store kampvogne og tanks, der kørte på den stenede vej.
Pludselig stoppede kampvognene - lige uden for vores hus! I mørket kunne vi høre nogen snakke, men kunne ikke forstå, hvad de sagde. Det var ikke vores sprog.

Min mor smækkede døren op ind til os (da havde vi fået døre i huset) og råbte, at vi skulle blive i sengen, at vi skulle sove! Hun så bange ud i øjnene og sagde, at vi skulle gemme os under dynen og blive der. Hun lukkede os inde på værelset og låste døren, men sove? Det var umuligt!
Nogle af mine små søskende græd - jeg var nok cirka seks år gammel.

Min far blev slæbt op på den ene kampvogn, han havde hænderne bagbundet - han så os stå og klemme os sammen i vinduet, for at alle kunne få plads - men det mest underlige var, at han smilede til os! Vi skubbede og nev for at bevare den lille plads i vinduet for se vores far.
Nogle hikstede, og snottet løb om kap med tårerne, de mindste skreg sig hæse og mistede stemmen til sidst. Det var om vinteren, og det var koldt, for jeg kan huske, at vi havde strømper på.
Det var så forkert: min far der sad på toppen af kampvognen og smilede!
Jeg blev så bange, at jeg tissede i bukserne.
Min faster slog ud efter israelerne, ville have ham fri og forsøgte at kravle op til ham, men soldaterne slog til hende, så hun mistede fodfæste. Det betød ikke, at hun ikke forsøgte igen. Min mor stod også derude i sit nattøj og hulkede højt. Min far sagde, at hun skulle gå ind og tage tøj på, det var ikke i orden at stå derude i nattøj, syntes han.
Min farmor blandede sig også og talte meget dårligt til israelerne, skældte dem ud for det værste og brugte ord, jeg aldrig ville tage i min mund, og som slet ikke passede sig for min farmor.

De ville også have taget min bror, hvis ikke min mor havde givet ham tørklæde på, så han lignede en pige, det var derfor, han slap. Min mor havde tænkt hurtigt - og handlet. Han var kun ti år.
Min far, min onkel og min fætter blev taget til fange.

Naboerne strømmede til, de fleste i deres nattøj, vækket af larmen … ingen kunne sove i den støj.
Nogle tilbød at blive hos os og sagde, at vi ikke skulle bekymre os, de ville være hos os. Vi passer på jer, når der ikke er nogen mand i huset, sagde de.
 
Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901