Mere om Frejas efterår

Uddrag af Frejas efterår xxxxxxxxxx
 
Uddrag fra bogen:

I stormvejret er der én der banker på døren.

"Hvem kan finde på at køre ud i det her vejr? Jeg kan ikke sige nej til sådan en stakkel og træder til side, så han kan komme ind. Jeg må bruge kræfter for at lukke døren. Jeg antager, at han ikke er en dag over tyve, en stor dreng faktisk. Tøjet er sjaskvådt og drypper på den lille løber i gangen.

”Kom dog ind! Der er ikke sket dig noget? ”

Han ryster på hovedet og træder indenfor.

”Hvad hedder du?”

”Rune,” siger han.

”Og hvor kommer du fra?”

”Aalborg.”

”Vil du have en kop te eller kaffe?” spørger jeg og går foran ham ind i stuen.

Først ryster han på hovedet, ombestemmer sig så og siger ”Ja tak, kaffe ville være godt.” Han ser sig omkring.

Vi sidder ved bordet i køkkenet, mens kaffen snurrer færdig. Jeg har smurt et stykke franskbrød med ost, som han hurtigt sætter til livs. ”Hvad skete der med bilen?” spørger jeg.

”Det var ikke til at se noget for regnen, og pludselig lå der et træ sådan bare, ud over vejen. Bilen er, så jeg ikke kan køre derfra uden hjælp.” Han skubber håret væk fra panden. Dråber løber ned over ansigtet. Han tørrer dem væk med hånden.

”Jeg har en T-shirt, du kan låne, en af min mands.” Jeg rejser mig, selv om han protesterer og henter en af Jacobs gamle t-shirts. Jeg har gemt dem for at bruge dem til at sove i, de er dejligt rummelige og med god vilje fornemmer jeg Jacobs duft. Jeg gør mig et ærinde i soveværelset, mens han skifter den våde T-shirt ud med Jacobs og hænger den våde ud i bryggerset til tørring.

”Der skete ikke dig noget?”

Han ryster på hovedet.

”Har du ringet til autohjælp eller Falck?”

”Min mobil er uden strøm. Kan jeg låne din?”

Jeg rækker den til ham.

”Jeg kender ikke nummeret,” siger han og giver mig den tilbage. Det gør jeg heller ikke, men jeg kan finde det. Han går ud i gangen for at ringe, gider åbenbart ikke, jeg skal høre det. Hans lave stemme … jeg kan ikke høre, hvad han siger. Han kommer ind igen og slår opgivende ud med armene. Selvfølgelig kan han ikke komme igennem, dem der har været dumme nok til at køre ud, ringer om hjælp. Linjen er blokeret.

”Du kan prøve lidt senere,” siger jeg. Og tænker på, hvor hans bil mon holder og spørger ham.

”Ude på landevejen et sted,” siger han. ”Jeg er ikke kendt i området. Det var lige efter et sving.”

Med den besked vil autohjælp have svært ved at finde den! Hvad mon han ville her? ”Så er du gået helt herind - ude fra landevejen?”

Han nikker. ”Jeg gik bare, og så skimtede jeg lyset fra dit hus. Måske er der en lille by, der er nærmere?”

”Det bliver vist nogenlunde det samme. Det kommer selvfølgelig an på, hvor du kørte galt.”

Den sølle fyr med de høje kindben, den mørkere hud, det sorte, fedtede hår der hele tiden falder ned i panden, og så det overraskende: de lyse, blå øjne, den farve passer ikke med det andet. Han undviger øjenkontakt.

*

Timerne går, og det er hen på eftermiddagen, mørket er faldet på. Hvad skal jeg stille op med ham? Jeg har spurgt, om vi skal ringe til nogen, der måske kan hente ham. Han skal vel give besked til en eller anden om, hvor han er? Det siger han nej til. Der må da være én, der savner ham. Desuden kan jeg ikke have ham siddende her, det er snart aften.

”Er det din bil?”

”Det er en af mine venners.”

Af en eller anden grund falder den tanke mig ind, om det kan være en bil, han har stjålet? Måske er det hans udseende, der gør det. Hans tøj er hullet og snavset, og ja, det er moderne, at unge har huller i tøjet, men det her er sølle og slid, det er ikke et spørgsmål om mode. Hans blik er uroligt, jeg skal nok ikke spørge for meget. Men han kan da ikke sidde på min sofa hele natten! Han rejser sig og sætter sig, går hen og kigger ud af vinduet, som om han ventede, der kom nogen, piller ved sit tøj.

Jeg har prøvet igen og igen at ringe til autohjælp, ingen svarer, der er optaget hele tiden. Han ved ikke, hvor bilen er, eller hvad vejen hedder, det må være ude på hovedvejen ved det skarpe sving, vil jeg tro. Jeg fortæller ham min adresse, hvis han skulle komme igennem, da han prøver igen. Så tænder jeg for tv, som beretter om den ene ulykke efter den anden. Nu er to bilister er blevet dræbt ved at køre ind i et træ.

”Det kunne også være sket for dig,” siger jeg.

”Jeg var lige drejet om et hjørne og havde ikke meget fart på, så…”

”Dit held.” "
Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 2243 2450