Mere om Mirzas lys

Uddrag fra bogen:
Side 74-75–76:
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Tilbage

Da Ahmed kommer fra arbejde, ligger Lys på et tæppe på gulvet.
Nu får han endelig at se, hvor dygtig, hun er! At hun slår ud efter det legetøj, jeg har hængt op over hende, og at hun har lært at trille.
Men da han kommer ind i stuen, siger han: ”Mit barn skal ikke ligge på gulvet!”
Han siger det på en måde, så det krymper sig sammen inden i mig Jeg havde næsten glemt, hvordan det var, når vi har været uenige om noget … eller skændtes. Nu husker jeg fornemmelsen.
Jeg går ind i stuen til ham.
Lys vender sig om og ser på mig og smiler. Det er vist første gang, at hun ikke får et smil tilbage.
”Hvad galt er der i det?” min stemme er lille.
”Gulvet er snavset! Vi går jo på det!”
”Her er ikke snavset!”
Han skal ikke kritisere min rengøring! Det skal ingen gøre, heller ikke Ahmed.
”Folks fødder, Mirza!”
Det er slet ikke rart, at han siger mit navn, når han er vred.
Han har taget Lys op i armene.
”Der kommer da ingen herind med sko på. Og Pia sagde, at det var godt for hende.”
”Pia! Hun er dansk! Det kan da godt være, danske børn skal flyde rundt på gulvet, men min datter skal ikke!
Jeg kan mærke, at jeg skal holde min mund. Hvis jeg sige mere, begynder jeg at græde.
”Og der er for koldt for hende hernede på gulvet!”
Jeg vender ryggen til Ahmed og Lys og går ud i køkkenet. Og håber, at Ahmed ikke følger efter.
Det gør han ikke. Nu snakker han med Lys med en helt anden stemme.
Jeg kan høre, at Lys ler. Hun elsker sin far.
Jeg elsker ikke Ahmed lige nu! Slet ikke!
Vi taler næsten ikke sammen hele aftenen.
Fjernsynet kører med en dum film, som jeg ikke kan følge med i.
Fordi jeg stadigvæk er ked af det.
Lys får sin nattetår og ligger og sover på sofaen imellem os.
”Jeg går i seng.”
Jeg tager Lys op, forsigtigt, for ikke at vække hende. Der sidder stadig en stor klump i maven. En klump, der kan blive til tårer, hvis jeg ikke passer på.
Lys ligger tæt op ad min krop.
Da Ahmed kommer ind, lader jeg, som om jeg sover. Ahmed bøjer sig ind over mig og kysser mit hår.
”Lille elskede,” hvisker han.
Det skulle han ikke have gjort, for nu gik de hul på klumpen i maven!
Jeg græder og græder og kan slet ikke stoppe igen.
Ahmed sætter sig på sengekanten og bøjer sig over mig og kysser tårerne væk, som løber ned over kinderne.
Han siger ingenting, men tager tøjet af og kravler i seng.
Mens jeg pudser næse, lægger han Lys over på den anden side af mig, så hun ikke er imellem os, da han tager mig ind til sig.
Han holder mig helt tæt til sin krop, mens jeg stadig hulker.
Til sidst er der ikke flere tårer.
Jeg løfter forsigtigt Lys over imellem os.
Og sådan falder vi i søvn alle tre i en tæt, men god klump.

Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901