Mere om Ravnen flyver lavt

Uddrag af Ravnen flyver lavt xxxxxxxxxx


Sneen faldt tæt. Hun så mod lyset i lygtepælen… de store tykke fnug dannede et mønster, og når hun holdt blikket på den flimrende sne, var det som om hun forsvandt. Som om hun blev en af de dansende snefnug under det gule lys, som om de trak hende ud af den varme stue og lod hende bevæge sig vægtløs i sneen. Hun skuttede sig og trak trøjen tættere om sig.
Fnuggene lignede flimrende stjerner, som fra en stjernekaster.
Hun vidste ikke, hvor længe hun sad sådan med benene oppe under sig i sofaen og så på sneen og lyset. Tiden stod stille. Og lydene blev dæmpet af sneen, man kunne kun høre en svag rumlen fra de store sneplove, det lød næsten som en godmodig brummen fra en bjørn.
Men da benene begyndte at prikke og sove, rejste hun sig, strakte sig og kiggede ud, bilerne var dækket af sneen og lignede store, runde snebolde. Fodsporene fra de få, der var ude, blev hurtigt slettet, som om de aldrig havde været der.
Det ville snart være den tid på året, hvor mange fra byen ville gå op på fjeldet og hilse solen velkommen med sang. Solen var måske meget sagt, for man kunne kun se en lille lysstribe, men det var dog starten på, at den var på vej tilbage.
Da hun var barn forstod hun det ikke. Den store flok fra byen, der i samlet trop og godt pakket ind stred sig igennem sneen til den højeste plet på fjeldet - tæt på byen. Til sidst nåede den sidste i flokken frem, og så stod de der med forfrosne stemmer og fødder og sang, mens en lille stribe lys viste sig på himlen. Hun havde Magnus i hånden.
Der var noget højtideligt og alvorligt over det. De havde levet i mørke både dag og nat, så den første dag solen viste sig i et kort glimt efter at have været væk i måneder - den dag sang de for solen og lyset.
Sådan var det. Det hørte til, hun var stadig en del af den flok.
Sneplovene med det stærke, gule lys var begyndt at rydde vejene med de store grabber og og ville blive ved hele natten, så folk kunne komme på arbejde, når det blev morgen.
Lige overfor lejligheden var det store blå skur, hvor de kunne opvare forskellige ting. Det tog lidt af udsigten. Men udsigten var til de andre blokke i forskellige farver.
Deres blok var grøn.
Hun kørte hånden hen over ansigtet. Hun burde gå i seng i stedet for at sidde og se på snevejret. Om lidt ville Minik vågne og kræve mad.
Men hun var ikke søvnig.
Med et suk satte hun sig igen i sofaen, trak igen benene op under sig og slog tæppet rundt om sin krop.

Dengang …

Jeg ved ikke, hvornår det begyndte.
Jeg går i skole og er måske otte, ti år. Jeg ved, at weekenden nærmer sig. Jeg hader fredage og lørdage, især først på måneden. Jeg prøver at forberede mig på det, der vil komme - men det er svært, jeg kan ikke bare tage hen til en veninde, for jeg skal jo passe på Magnus.
Mor har travlt - hun skal handle, poserne klirrer, når hun kommer hjem. Hun er irriteret på os. Jeg leger med Magnus, for at hun ikke skal skælde for meget ud og prøver ikke at gå i vejen.
Der er ét rod i stuen, noget tøj ligger spredt på gulvet, tallerkner og kopper står på bordet, der har mange rande.
- Du kan støvsuge, Nuka, siger mor.
Jeg fjerner først alt det, der ligger på gulvet, lægger det på stolene og i sofaen og finder støvsugeren frem.
Den siger mange lyde, mens jeg kommer ind i hjørner og under sofaen. Jeg forestiller mig, det er en myresluger, der går rundt i stuen og finder ting at spise. Kras, kras, siger det…
Magnus sidder og leger med lego der, hvor vi sover. Han ser op på mig, som vil han spørge om noget. Jeg gør tegn med fingeren på læben, at han skal være stille. Men smilet har gemt sig.
Hvor kan vi gå hen i aften og i nat? Bedstemor bor så langt væk, og det sner.
Da jeg er færdig, er det blevet frokost, men mor har nok at se til og tænker ikke på, om vi er sultne.
Jeg tjekker køleskabet, der var en bakke med leverpostej i går. Men der er ikke noget.
Jeg går skabene igennem, og inderst inde finder jeg nogle kiks, som jeg tager med ind til Magnus.
- - -

Ved lyden i opgangen af naboen, der kom hjem, kom hun ud af sin stilstand og væk fra minderne.
Hun gabte og så på uret, klokken var næsten et, hvorfor sad hun oppe i stedet for at gå i seng? Hun ventede da ikke på ham - den slags havde hun opgivet for længst.
Hun strakte sig igen og gabte, rystede sig som en hund, der ville have vandet af pelsen, så en sidste gang ud på sneen, der fortsat faldt og de gule lys fra nattens store maskiner.
Naboen hostede og famlede med nøglen til døren. Han havde en kedelig hoste. Han burde gå til lægen, det havde hun også sagt til ham, selv om det ikke kom hende ved.
Der kom gråd inde fra soveværelset.
Hun åbnede døren til Minik, der sad op i sengen og græd. Sutten lå på gulvet, den lille lampe var tændt. Hun fandt sutten, tog den først selv i munden og gav den så til Minik.
- Nu skal du sove, mors lille skat, hun lagde ham ned i sengen. Han suttede på sutten, som havde han fået den lækreste chokolade og sagde små gryntelyde. Hun trak dynen tæt sammen om ham, og han lukkede øjnene.
- Pikoree, sagde hun stille og tænkte, at han nok ville sove igen uden at forlange at få bryst.
Måske ville han snart sove igennem? Selv om han var to år, krævede han stadig at få brystet - især om natten.
Han havde hendes ansigtsfacon, de høje kindben og den lille, spidse hage. Brynene og den brede pande var Arsuks, også hans stride, sorte hår. Temperamentet kom vist fra dem begge. Og så var der smilehullerne. Det havde hverken hun eller Arsuk, men Petra, hendes svigermor havde smilehuller.
Han var hendes lille håb. Han skulle have en god opvækst, det ville hun gennemføre uanset hvad. Han var en bisse, der kravlede op alle steder og som gjorde alt det, han ikke måtte. Hun fjernede ham leende, kyssede ham på maven - og de lo begge.
Hun børstede tænder, trak T-shirten over hovedet og lagde sig.
Sengen var kold, hun gøs lidt men fik hurtigt varmen.
Selvfølgelig kunne hun ikke sove. Men hun ville lade som om, når han engang dukkede op.

Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901